Bestil hverdage før kl. 14 for dag-til-dag levering

Indtast søgeord for at søge...

Søger...

Øv! Der var ingen produkter, der matchede din søgning.

  1. Forside
  2. Sommerhacks med magneter

Sommerhacks med magneter

Sommerhack #1

Hold hynder på plads med magneter

Hynder til havestole er jo en dejlig opfindelse. Lidt mere komfort, med et minimum af besvær. Men lad os nu være ærlige; der er også noget bøvl med dem en gang imellem. Og indrømmet, så er vi nok mange, der ikke lige får bundet dem fast på stolen hver gang. Så har man en hynde, der glider ned, smutter rundt osv. Naturligvis mest lige dér, hvor man er smurt ind i solcreme, og gerne vil undgå at røre alt for meget ved hynden.

Som det så ofte er tilfældet, kan magneter løse problemet let og elegant.

Hvis din havestol er af metal er det ganske simpelt. Kan din hynde lynes op i siden, kommer du bare magneten ind i hynden og vupti, så holder den sig fint på plads, når den kommer i kontakt med stolen. Hvis hynden ikke kan åbnes, må du have fat i nål og tråd. Du kan nemlig sy en lille stoflomme fast på bagsiden af hynden, hvori du lægger magneten (gaffatape kan også anvendes, men det er ikke alle, der synes, denne løsning er æstetisk korrekt).

Er din havestol ikke magnetisk, kan du med fordel bruge en af vores små selvklæbende magnetplader til at holde hynden fast med. Du klistrer blot den selvklæbende magnetplade fast på din havestol et sted, hvor der er en god flade, så magnetpladens selvklæb kan "få godt fat".

Husk at rengøre overfalden på stolen med isopropyl-alkohol, før du sætter magneten på. Ellers risikerer du, at magneten ikke kan sidde ordentligt fast, og falder af efter noget tid. Vil du være sikker på at opnå det bedste resultat, så læs om montering af magneter med lim her.

Du kan også gøre brug af magnetløsningen på dit håndklæde. Det kan være efter en lille tur i vandet eller efter det halvmaraton, mange af os liiiige tager midt på dagen 😉. Det er ofte en udfordring at få placeret håndklædet helt perfekt, så det dækker hele havestolen. Skulle det alligevel lykkedes, glider det gerne ned ad ryglænet, når man sætter sig i stolen. Det er vi sikkert ikke ene om at have prøvet?

Da magneter og vaskemaskine ikke er en god kombination, anbefaler vi, at du bruger løse magneter. Er din havestol magnetisk, kan du blot sætte en gummimagnet på stolens ryglæn ovenpå håndklædet. Hvis ikke stolen er magnetisk, så er løsningen heldigivs såre simpel, at du sætter to gummimagneter mod hinanden på hver side af ryglænet og håndklædet. Vupti, så bliver det på plads. Gummimagneter er gode til udendørs brug, da de tåler vind og vejr på grund af deres gummicoating. 

Smart magnetløsning til dit håndklæde, så det ikke blæser væk fra havestolen

Psst! Du kan også bruge magneter til at sætte fx din sommerhat fast på din havestol. Så når du skal en tur i vandet eller lige skal tjekke til grillen, så flyver den ikke væk i sommerbrisen.

Det er desværre besværligt at rejse med meget stærke magneter grundet strikse regler omkring magnetisme på fly. Men vi kan ikke lade være med at tænke over, hvor sjovt det kunne være at møde op ved poolen på Mallorca før tyskerne og lægge egne håndklæder over det hele, sat fast med magneter 😊

Sommerhack #2

Hold dugen fast med magneter

Du kender det sikkert: Du går, og pynter pænt op i haven med dug på bordet. Alt står bare snorlige, og du er klar til, at familien eller gæsterne skal ankomme. Men det danske vejr er Gajol-vejr, og vinden er ikke din ven, når det kommer til det fint dækkede havebord. Et enkelt vindstød, og du har nu en dug med pletter af karrysild i den ene ende og rødkål i den anden.

Måske har du gættet, hvad vi vil sige som det næste: Du skal bruge magneter!

Hvis stellet på dit havebord er af magnetisk stål, eller det er samlet med skruer af magnetisk stål, så kan du nemt sætte dugen op under bordpladen og fast mod metallet med en magnet. Hvis dugen går langt ned over siden, kan du også samle den med magneter i kanterne på hver side. Lidt som du ville folde et lagen rundt om boxmadrassen.

Endelig kan du tage et sæt med lim-magneter og klistre fast under bordet. Dernæst sætter du dugen fast med en anden magnet uden på dugen. Bruger du denne løsning skal du huske at rengøre opfladen med isopropyl-alkohol, inden du limer magneten fast på bordet.

Ved at bruge magneter undgår du, at din borddug blæser væk og blæser ned i maden

Slut med irriterende dugklemmer, der både er synlige og i vejen for tallerkenerne. Og ind med en næsten usynlig magnetløsning, der er let og lige til at give sig i kast med.

Sommerhack #3  

Brug din kasket til at vise dit humør og få skygge  

Vi interagerer med mennesker (stort set) hver dag. Men det er ikke altid, vi er lige gode til at aflæse hinandens humør. Hvert fald ikke altid lige så godt, som vi måske forventer. Så hvorfor ikke hjælpe vores medmennesker lidt på vej og gøre det helt tydeligt, hvilket humør vi er i? 😉 

Løsningen er selvfølgelig magnetisk, og alt du skal bruge er små powermagneter, magnetark, tusch og en kasket, cap eller baseballhat. Ja, der findes mange kasket typer, og heldigvis kan de fleste bruges her. 

Vi har skåret et aflangt stykke magnetark og sat det fast på kasketten med to små powermagneter på indersiden. Derefter har vi skåret nogle mindre stykker magnetark, der fungerer som humørindikatorer. Du kan også sagtens klippe i magnetarket og stadig få et fint resultat. 

Vi har skrevet på magnetarkene med permanent markers i forskellige farver. Du kan også skrive med whiteboard markers, som kan viskes ud igen. Vær dog opmærksom på, at farven kan smitte af. 

Alt efter, hvor meget humøret svinger, kan du lave et utal af forskellige små skilte. På den måde er dine omgivelser aldrig i tvivl om du er glad, frustreret, pjattet, forvirret, festlig eller noget helt sjette. 

Vi tænker også, at løsningen kan være brugbar for børn, der kan bruge piktogrammer til at udtrykke deres følelser.  

Og er du til dad jokes, kan du lave en dad cap, hvor humør er skiftet ud med humor. Mulighederne er mange: “jeg er her ikke, dette er min stuntmand”, “spørg en anden”, åbningstider er den 29. Februar klokken 23.59-24.00”. Vi har flere, hvor de kommer fra 🤓 

Brug magneter og en kasket til at vise dit humør og få skygge

Du kan også bruge magneter på din kasket til at give dig ekstra skygge. Det er jo irriterende, hvis solen står for lav eller du kigger i en vinkel, hvor kasketskyggen ikke hjælper særlig meget (f.eks. ved en sportsbegivenhed). Løsningen er simpel. Tag en tynd papskive og sæt den på din cap med to magneter mod hinanden på hver side af kasketskyggen. Så er det problem løst. 

Der er jo også perioder, hvor man ikke rigtig har lyst til andet end bare at lukke øjnene og tage en lille morfar. Her er kombinationen af kasket og magneter endnu engang vejen frem for dig. Læg et let stykke stof – f.eks. et viskestykke - på skyggen af din kasket og sæt to magneter mod hinanden på hver side af skyggen. Du har nu dit eget lille private telt, som du også kan bruge, hvis du vil se film eller spille spil på din smartphone. Løsningen kan selvfølgelig også monteres på børn 😉 

Sommerhack #4  

Forrudedækkens mange magnetiske muligheder 

Vidste du, at du ikke behøver at købe et telt, en campingvogn eller en combi-camp for at slå lejr? Hvis blot din bil er magnetisk (undskyld til alle VW Lupo og nyere Mercedes fans – jeres alubiler kan ikke bruges til dette hack). Og så er det også en fordel, at du har en SUV, stationcar eller kassevogn for at have en god bagsmæk til dette trick.  

Solskærm, solbeskytter, solafskærmning, rudecover eller forrudedækken. Kært barn har mange navne 😊  

I bund og grund er der jo tale om noget, der kan beskytte bilen mod for meget sollys.  

Det simple hack 

Det kan nogle gange drille med at få sat dit rudecover fast på din rude. Enten fordi elastikkerne er bøvlede eller måske fordi de er faldet af. Ingen grund til at smide din solskærm ud. Du sætter det nemlig bare fast med nogle gummimagneter. Disse magneter er gode til udendørsbrug, da gummicoatingen beskytter magneten mod vind og vejr. 

Brug magneter til at holde dit forrudedækken på plads og skabe skygge med din bils bagsmæk

Det kreative hack 

Vil du gerne tage skridtet videre og udvide din bil til et telt? 

Så skal du bruge en håndfuld gummimagneter og et større stykke let stof – f.eks. et gardin eller lagen. Dette sætter du fast langs kanten på din åbne bagsmæk med gummimagneter udenpå. Magneterne skal have cirka 30 cm. Afstand, og så er du klar til at nyde lidt skygge uden at skulle slå telt op. Det er ikke kun praktisk – det kan også være virkelig hyggeligt, hvis man er nogle stykker på tur. Og hvis du rejser med hund eller kat, kan det være virkelig praktisk at give dit kæledyr en pause fra sol og varme.  

Sommerhack #5  

DIY magnetisk coaster til glas 

Coasters, glasbrikker, bordskåner til glas. Vi kalder det mange forskellige ting. Men I ved, hvad vi snakker om. De der dimser, man stiller glas og kopper på for at undgå grimme ringe på bordet. Kan der bruges magnetisme her, spørger du måske? Ja da, og her har vi – hvis vi selv skal sige det - været ekstra kreative 😊 

Vi har naturligvis tænkt magneter som det første. Det gør vi jo altid, men her er der flere grunde til det. For det første har de her coasters det med at rulle rundt, falde ned og lave rod i skuffer og skabe. Det gør de ikke, hvis de sidder sammen - fordi de er magnetiske. Hvis du så ovenikøbet limer en lille magnet i bunden af på dine glas og kopper, er du fri for at tænke på, om gæsterne husker at bruge coasteren. Den følger nemlig pænt med glasset, når de drikker af det. Husk at klargøre glasset og rengøre det med isopropyl-alkohol, inden du limer magneten på.  

Tricket med magneten under glasset eller koppen fungerer mest optimalt, hvis der er et lille “hulrum” under glasset, hvor magneten kan blive placeret. På den måde står dit glas eller din kop stadig stabilt. 

Ved dette hack har vi klippet coasters ud af magnetark. Vi har valgt en neutral hvid farve, så vi selv kunne dekorere dem med permanent markers. Du kan også f.eks. lave bordkort til din fødselsdag, konfirmation, bryllup eller en helt fjerde begivenhed. Formen kan du selvfølgelig også selv bestemme, så den passer til enhver lejlighed: en stjerne til jul, æg til påske eller hvad du ellers kan finde på af kreative ting. 

Lav dine egne glasbrikker eller coasters med magnetark og permanent markers

Du kan inkludere dine gæster ved at lade dem dekorere deres coasters selv. Så har du og gæsterne en unik samling af minder fra en hyggelig stund. Hvis du vil kunne tegne igen og igen på din coaster, kan du sagtens bruge vores whiteboard markers. Du skal blot være opmærksom på, at farven kan smitte af og på sigt vil der komme en skyggen på din glasbrik. 

Vi arbejder også på at lave nogle serier af færdigprintede coasters, men der er så mange muligheder. Derfor vil vi gerne høre, hvad du kunne tænkte dig af design på dine glasbrikker? Send dine ideer til os på info@magnetz.dk 

Hvis vi laver dit design, sender vi dig naturligvis et gratis set coasters 😊  

Relaterede produkter - Sommerhacks med magneter

Sommerhack #6  

Magneter gør det lettere at grille 

Sommertid er grilltid! Det kan mange af os nikke genkendende til. Desværre er grilltid også ”tabe-redskaber-på-jorden-tid”, ”lede-efter-den-dims jeg-lige-har-brugt-tid” eller ”jeg-har-ikke-hænder-nok-til-det-her-tid”. Vi kan ikke give dig flere hænder eller bedre hukommelse, men vi kan inspirere dig til, hvordan dit grill-liv bliver lettere.  

For vidste du, at både Weber og Char-Broil grillen er magnetisk? Vi foreslår, at du bruger gummimagneter til det her hack, da de pga. gummicoatingen kan klare vind og vejr uden at ruste. 

Men før vi fortæller om vores grill-ideer, vil vi lige gøre dig opmærksom på en vigtig ting! De superstærke magneter, vi sælger, er ikke egnet til temperaturer over 80°. Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at du ikke placerer magneter direkte på grillen, når den er tændt eller har eftervarme. 

Nu er der heldigvis mange andre situationer, hvor du kan få glæde af en effektiv magnetløsning. Når maden er lavet, og grillen er kold, kan du let samle alle redskaberne på grillen, så det hele er lige til at bruge til næste gang. Når du sætter dem fast med magneter, kan du sagtens rykke rundt på grillen, uden at tingene falder ned. Alt efter hvor vildt du kører rundt med grillen selvfølgelig 😉  

Det er også superlet og effektivt at montere grillcoveret med magneterne. Du er sikker på, at det sidder ordentligt fast, og så er det mere fleksibelt.  

Du kan opgradere din grill ved at bruge gummimagneter til f.eks. at fastholde dit grillcover og holde styr på dine grillredskaber

Der er heldigvis også store områder på både en gasgrill og elgrill, der ikke bliver varme. Her kan du uden problemer placere magneterne til at holde dine grillredskaber f.eks. tænger eller knive. Hvis dit grill tilbehør ikke er magnetisk, kan du eventuelt binde en snor i og bruge en ludomagnet til at hænge det på.  

Vil du gerne have dine grillhandsker lige ved hånden, når du griller? Så kan du bruge en af vores sy-i-magneter på bagsiden af handsken og have dem hængende på grillen. På den måde er de også dejligt lette at få på og af igen, uden at du skal stå og fumle med dem. 

Sommerhack #7  

Undgå det klistrede badeforhæng 

The struggle is real! Få styr på badeforhænget, så det hænger nedad og ikke henad 😊 

Det er en trist fornøjelse at få det våde og kolde badegardin klistret ind mod kroppen, og kampen om at få det til at klistre sig fast mod alle mulige andre overflader end ens krop kan være irriterende. Men det kan naturligvis løses med magneter – dog på flere måder, så hæng lige på. 

Hæng tunge magneter nederst på badeforhænget: 
Den nemme løsning er at tage 6 stk. gummimagneter 16x11 mm. og sætte fast på hver side af badegardinet. De fås i mange farver, så du kan både gøre dem diskrete eller som et ekstra farverigt touch til dit badeforhæng. Denne løsning er dog kun smart på lidt større forhæng, fordi magneterne vil tiltrækkes hinanden, hvis du gnider dig for meget op ad gardinet, og får det i bevægelse. Og selv om gardinet fortsat vil hænge nedad, skal du nu blot kæmpe med at skrabe ekstra meget vand væk fra badeværelsesgulvet i stedet, fordi gardinet samles nederst på midten som et gardin i en balsal – superflot men ikke superpraktisk. Denne løsning er derfor kun velegnet til badeforhæng, der kan trækkes ud over minimum 80 cm. 

Undgå at dit badeforhæng klistrer op ad dig, når du er i bad. Du kan f.eks. sætte gummimagneter i bunden.

Sæt gardinet fast med permanent løsning: 
Der findes 3 løsninger, som er supersmarte til den mere permanente løsning: 

1) Magnetbånd mod magnetbånd 

2) Gummimagnet mod metal 

3) Sy-i magneter mod metal 

I 2007 lavede vi en test med magnetbånd, hvor vi satte det op i et drivhus. Det sidder der stadig den dag i dag, og er beviset på, at magnetbånd er en superstærk løsning. For det virker naturligvis stadig, både magnetisk og med limsiden. Vi kan derfor anbefale at lave en løsning, hvor du klistrer en lang strimmel magnetbånd på badeværelsesvæggen og en tilsvarende strimmel på badeforhænget i samme højde, så det hjælper dig med at holde gardinet op mod væggen. Limen kan nemlig fint klistre på både badeforhænget og på væggen, så længe begge dele er rene (læs mere om rengøring af overflader før limning her). 

Hvis du er til en mere diskret løsning, kan du vælge at lime eller bore et stykke metal op på væggen cirka halvvejs oppe på væggen i forhold til badeforhængets længde. Så har du mulighed for at sætte gardinet fast med en gummimagnet, og du behøver ikke at tænke på at sy eller lime på selve forhænget. Dog skal du give metalskiven et tyndt lag lak (f.eks. en god neglelak eller hvad du ellers har af lak, der er dækkende og som kan males på tyndt), for en magnetisk metalflade er sjældent rustfri – og et blandingsprodukt med rustfri overflade giver en metalskive, der ikke er særlig magnetisk, fordi du her skal bruge et lille stykke metal. 

Og så er der 3. mulighed. Hvis du er lidt ferm med nål og tråd (eller symaskine), kan du også bruge vores sy-i magneter til at sy i forhænget, så du ikke skal tage noget af og på, men du har en permanent løsning, der bare virker. Plastikcoveret over magneten gør, at magneten tåler både slag og vand. Og så kan du sy i plastikkanten, så du kan lave en fin og diskret løsning, som man kun ser, hvis man ved, hvor man skal kigge hen. 

Sommerhack #8  

Brug magneter til planteophæng 

Verden bliver bare lige dét flottere med blomster. Især her om sommeren er det skønt at have noget frisk og farverigt at kigge på. Du får en superfleksibel løsning, når du hænger dine blomster op med magneter. Og det kan gøres på mange måder.  

Hæng din plante op på væggen 

Det pynter så fint med planter og blomster placeret i forskellige højder og steder. Og med magneter er det endnu lettere. Hvis din urtepotteskjuler er magnetisk, kan du finde steder på væggen med magnetisk metal, og sætte dem op på med f.eks. gummimagneter. Du kan selvfølgelig også selv  skrue nogle skruer ind i eller sætte magneter på væggen. 

Nu er det supernemt at tage potterne ned, når du skal vande, omplante, bytte rundt på placeringerne osv. 

De her ting skal du være opmærksom på! Vægten af hele dit set up med plante, potte og eventuelt vand har betydning for styrken på din magnet. Dertil skal du huske, at magneten til denne løsning ikke er et direkte træk, hvorfor magnetstyrken skal divideres med cirka 8 for at få den korrekte styrke. 

Igen anbefaler vi ikke at hænge planterne lige over de uerstattelige krystalglas. Ikke fordi magneterne pludseligt falder ned, men hvis de bliver udsat for f.eks. en bold, en vildfaren undulat eller en person der svinger en kost lidt skødesløst, så kan de være sårbare. 

Du kan hænge dine planter og blomster op med magneter på forskellige måder. Husk at være opmærksom vægt og træk, når du bruger magneter til den her løsning.

Brug loftet til at hænge planter ned fra 

Du kan godt hænge dine planter direkte ned fra loftet f.eks. i snore. Der er dog nogle ting, du skal være ekstra opmærksom på, hvis du vælger denne løsning 

Når ting hænger ned fra loftet, er det for det første rigtig vigtigt, at du hænger din plante et “sikkert” sted i det tilfælde, at din plante skulle falde ned. For det andet er det vigtigt at vælge en stærk magnet, der matcher den samlede vægt på din potte, plante og eventuelt vand. Derudover skal du være opmærksom på, at magnetens styrke betyder, når det er i direkte træk. Ved ophæng fra loftet vil der blandt andet være bevægelse i ophænget, og derfor er der ikke tale om et direkte træk. Du skal altså dividere bæreevnen med 8. Det er altid bedre at bruge en magnet, der er lidt for stærk end lidt for svag. 

Hvis du vil vide mere om planteophæng fra loftet, så kan du læse om vores besøg hos CPH Village, hvor vi hang plantekasser op med magneter. 

Sommerhack #9  

Brug magneter til at holde styr på dit kortspil.  

Det er altid hyggeligt med et spil kort. Men blæst kan besværliggøre hyggen - selv i det dejlige danske sommervejr.  

Heldigvis er løsningen lige ved hånden - nemlig magneter.  

Alt du skal gøre er at bruge en metalplade som underlag (hvis ikke bordet allerede er af jern) og benytte magneter til at holde kort fast på bordet med. Vi har brugt ludomagneter (maxi) til at holde styr på de små kortbunker. Det er klart, at der skal en stærkere magnet til at holde hovedbunken fast med end til at holde et stik eller to. Vi brugte en pottemagnet Ø40 mm. med lukket krog. Den er stærk - har en styrke på 55 kg, som dog bliver mindre af afstanden mellem magnet og metalplade på grund af kortbunken. Vi kan oplyse, at kortene ikke fløj nogle steder. 

Når nu du er i gang med at “hacke” dine kort, kan du jo samtidig sætte en magnet nederst på kortene, så de holdes samlet, når du har dem i hånden. Slut med at overanstrenge dig – dine tommelfingre får alligevel rigeligt med motion på din smartphone dagligt 😉. Slap af og spil kort - på den smarte måde.  

Hold styr på dit kortspil i blæsevejret med magneter

 

Magnethacket kan naturligvis også bruges på båden eller i bilen (dog uden deltagelse af chauffør eller skipper, når der køres eller sejles). Så kan selv en bugtet grusvej eller sidevind fra styrbord ikke få kortspillene ud af kurs. Vær opmærksom på, at magneter uden coating ruster hurtigere på en båd grundet vind og vejr – specielt saltvand. 

Vi kan anbefale denne metalplade, som er god til både haven og på farten: A4 metaltavle.  

Sommerhack #10  

DIY brætspil - Ludo edition 

Hvorfor købe et rejsespil, når du kan lave det selv? Det kunne f.eks. være Ludo. Og det skal selvfølgelig være magnetisk! 

Så hvad er grunden til, at du skal give dig i kast med det her magnetprojekt? For det første fordi det er meget sjovere, at du kan designe dit spil med sjove brikker. For det andet fordi det er rigtig praktisk, at dit brætspil er magnetisk, når du er ude at rejse eller bare gerne vil have det med dig ud i haven 😁 

Hvis der er noget, vi har lært under Corona lockdown, så er det, hvor meget tid vi kan få til at gå med DIY-projekter. Var du ikke kreativ før Corona, så er du muligvis blevet det undervejs. Både for at få tiden til at gå, men også for at komme ned i gear. En god måde er at spille spil, og her har vi den helt perfekte kombination: Spil et gør-det-selv-spil. 

Lad os starte med klassikeren: Ludo. Her kan de fleste være med. Men hvis nu du udskifter pladen med en magnetisk en af slagsen (metalplade eller magnetark), så kan du tage spillet med på tur eller i haven. Og selv om vi har ludo-magneter, der sagtens kan bruges, så kan du gøre Ludo-spillet til dit eget ved at bruge forskellige køleskabsmagneter. Team Får, Team Ko, Team Ugle og Team And er lidt sjovere end rød, gul, grøn og blå 😊  

Lav dit eget magnetiske brætspil med sjove magneter som brikker

Men hvorfor stoppe dér? Der er jo også Skak, Backgammon og Snakes, som du selv kan lave. Du kan bruge de samme magneter som fra dit hjemmelavede Ludo-spil, og så skal du blot have et ekstra magnetark eller måske lave en dobbeltsidet af metal med ét spil på hver side. 

Største fordel ved en metalplade er, at den er stiv, og er derfor nem at spille på (næsten) uanset omstændighederne med vind og lignende. Men også at du kan tegne med en permanent marker på hver side. Eller hvis du er lidt fingernem, så kan du tegne spillepladen op med dividertape, så du kan lave nye spil løbende ved blot at fjerne tapen igen og tegne noget nyt op (det er selvklæbende tape, som man kan fjerne igen - præcis som det der bruges på whiteboardtavler). 

De to største fordele ved at bruge magnetark som spilleplade er, at du kan sætte dem op på køleskabet og spille vertikalt, og at de kan samles magnetisk mod hinanden, så de ikke fylder så meget i skab eller skuffe. Du kan også gå skridtet videre og male en væg med magnetmaling, hvor du kan have flere spil hængende samtidig. En sjov idé til hobbyværelset eller ungdomsværelset (OBS! Magneter er ikke for børn, da de er farlige at sluge).