Bestil hverdage før kl. 14 for dag-til-dag levering

Indtast søgeord for at søge...

Søger...

Øv! Der var ingen produkter, der matchede din søgning.

  1. Forside
  2. Magneter, metal og lim

Magneter, metal og lim

Vil du montere magneter med lim? Så er der nogle ting, du lige skal vide. Her er alle vores bedste råd omkring montering af magneter og metalplader med lim (både i form af superlim og selvklæbende tape).

Hvis du tager højde for de følgende ting, opnår du det bedste resultat. Så sørg for at læse hele indlægget igennem - så slipper du for at stå med magneter, der falder ned.

Afrensning af overflader

Når du skal sætte magneter op med lim, skal overfladen renses korrekt, og dette skal ske med isopropyl-alkohol - du kan ikke bare bruge alm. husholdningssprit, da det efterlader olierester på overfladen, og alm. grundrens er også sjældent tilstrækkeligt til at gøre overfladen klar til lim.

Er overfladen et lukket materiale (dvs. en glat flade som f.eks. metal, glas, akryl, spånplader o.lign.) skal du sørge for at ridse først med finkornet sandpapir, så materialet får en overflade, som limen kan hænge fast i. Det betyder altså, at du skal ridse din magnet ganske let, hvis du ikke vælger en magnet med selvklæb men selv vil lime den. Men det betyder også, at du skal ridse f.eks. en skabsdør ganske let, dér hvor en magnet eller et stykke metal skal limes fast, for ellers får limen ikke nok fat i materialet til at kunne holde en magnet. Du skal huske på, at det er meget stærke kræfter, der er på spil med magneter, og derfor skal limen også kunne holde til trækket - og det kan den kun, hvis forarbejdet er lavet grundigt med både en modtagelig overflade til limen.

Herefter er afrensning ekstrem vigtig.

Relaterede produkter - Magneter, metal og lim

Applikationstryk på 1-2 kg.

Magneterne (eller metalpladerne) skal monteres med et ligeligt fordelt applikationstryk på 1-2 kg pr. cm2. - sagt med andre ord: du skal lægge kræfter i, når du sætter magneterne på, og du skal helst have et ligeligt fordelt tryk over hele fladen. Hvis det er en aflang magnet, du skal lime fast, kan du med fordel bruge flere fingre til at presse den fast med.

Trykket er vigtigt for at magneten fra start af er presset helt ind til overfladen, så der ikke kommer ilt til limen; ilt vil afbryde hærdningsprocessen, og så risikerer du at skulle starte forfra.

Har du et stort emne, der skal limes fast? Så kan du med fordel rulle en tung genstand henover magnetfladen eller metalstykket. Brug f.eks. en tyk hardback bog, en kagerulle, en tung kasse el.lign. 

Tørretid for lim

3 døgns hviletid (72 timer) er det mest optimale. På den tid når limen at hærde helt.

Det afhænger meget af limen, hvor lang tid du skal holde trykket, før den har fat i både overflade og emnet, der limes fast. Hvis du bruger UHU Max Repair superlim, der er velegnet til magneter, skal limen bruge ca. 5 minutter, før den har helt fat. Selvklæb skal bare bruge et lille minuts tid. Herefter har du stadig nogle minutter til at flytte emnet lidt rundt, men pas på, at der ikke kommer ilt til, så hærdningsprocessen stopper.

Limens styrke opbygges over de første 24 timer. Og i løbet af de næste par døgn sætter det sig så godt fast, at det næsten ikke er til at få af igen (se punkt nedenfor, hvis du skal fjerne noget lim).

Sidder der beskyttende folie på overfladen?

Materialer som akryl, polycarbonat og lignende kommer tit med en beskyttende folie ovenpå, som sikrer mod slag og ridser. Denne folie skal tages af i god tid før limning, da overfladen skal afgasse helt. Gasser på overfladen ødelægger den kemiske proces, når limen skal hærde, og det vil være tæt på umuligt at lime f.eks. en akrylplade op, lige efter du har hevet  beskyttelsesfolien af. Lad pladen ligge uden folie i et døgns tid, før du limer (gælder for alle slags lim og selvklæbende tape).

Husk altid at rense med isopropyl-alkohol, inden du limer. Du kan ikke bruge alm. sprit (se afsnittet om afrensning øverst i indlægget).

Træoverflader skal behandles specielt

Ubehandlede træoverflader skal have primer, før de kan monteres med 3M selvklæber eller med lim. Og har du en behandlet træoverflade, der f.eks. er behandlet med maling eller lak, skal du ridse let i overfladen, så limen har noget at gribe fat om. Og husk altid at rense af med isopropyl-alkohol, før du monterer med lim på din overflade.

Optimal temperatur for lim

Den optimale tørretemperatur er 15-20°C for både 3M selvklæb og UHU superlim. Limens hærdningsproces vil stoppe, hvis temperaturen når ned under 13°C, så normal stuetemperatur er en optimal temperatur, når du skal hænge noget op med lim. Uanset om det er magneter, metal eller noget helt tredje.

Tag endelig fat i os, hvis du er i tvivl omkring brugen af lim og 3M selvklæb til dit magnetprojekt - vi sidder klar i kundeservice alle hverdage og vil meget gerne vejlede dig.

Sådan fjerner du lim

Hvis du bruger en stærk lim og ønsker at fjerne den igen, er der heldigvis nogle forskellige muligheder. Vi berør dog kun de typer, man bruger til magneter og metalplader, i dette indlæg.

Fjern superlim

Når du har sat noget op med UHU Max Repair superlim og vil have det ned igen - f.eks. hvis du har limet metal eller magnet op på væggen - så lad være med at tage det af med en skruetrækker. Limen skal blot varmes op til over 50 grader, og dette kan f.eks. gøres med en hårtørrer.

Den præcise temperatur, du har behov for til fjernelse af limen, afhænger af det rum, du har limet magneten eller metalpladen op i, samt hvilken overflade du har limet på: 

Hvis det er et meget koldt rum eller et meget varmt rum, har limen "tilpasset" sig temperaturen over tid, og der kan derfor være lidt forskel på, hvad den endelige temperatur skal være. Men i ca. 8 ud af 10 tilfælde kan du blot bruge en hårtørrer. Og udover at være en nem og tilgængelig ting at få fat på, så du kan undgå at ødelægge den flade, du har limet på, så ødelægger du heller ikke magnetismen i magneter med en hårtørrer, da de kan tåle helt op til 80 grader.

I forhold til overfladen, du har limet på, så er der naturligvis stor forskel på glas, træ og metal. Ru overflader giver limen utrolig gode forhold for at sidde fast, og der skal du muligvis have en smule hjælp fra en skruetrækker også til at hjælpe med at løsne lidt. Men lad stadig hårtørreren gøre den største del af arbejdet.

Fjern selvklæber / dobbeltklæbende tape

Hårtørreren er også din ven i forhold til at fjerne den 3M lim, som du har klistret dine metalplader eller magneter op med. Varm forsigtigt op med hårtørreren rundt om emnet, og efter nogle minutter er du klar til at vrikke dem af igen.

Du skal dog være opmærksom på, at der ved dobbeltklæbende 3M kan sidde lidt rester tilbage på væggen. Det er dog oftest nemt at "rulle" af med forsigtig hånd. Og hvis det sidder meget fast, kan vi anbefale en skraber (den man kender fra opsætning af folie, men en fast dejskraber kan også bruges, og ellers kan du tage kanten af et kreditkort og skubbe resterne af 3M klæberen af med).

Giver limen dig stadig udfordringer?

Lim er blevet en stor del af vores hverdag, fordi vi rådgiver i mange projekter, hvor ikke-magnetiske ting skal gøres magnetiske - det kræver enten skruer eller lim. Vi er derfor i en erfa-gruppe, hvor vi kan hente hjælp, når vi selv kommer til kort i en situation, og vi er naturligvis i tæt dialog med vores leverandører af selvklæb til vores produkter, så vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du ikke kan få et oplimet emne ned igen med de metoder, vi har beskrevet ovenfor. Så skal vi gøre vores bedste for at rådgive dig, når blot du beskriver dine udfordringer grundigt for os.

Vi sidder klar i kundeservice alle hverdage, og vi brænder for at give dig den bedste købsoplevelse, så tøv endelig ikke med at kontakte os for at få rådgivning omkring vores produkter.