Bestil hverdage før kl. 14 for dag-til-dag levering

Indtast søgeord for at søge...

Søger...

Øv! Der var ingen produkter, der matchede din søgning.

  1. Forside
  2. Magnet Crusher - Vi smadrer ting med magneter

Magnet Crusher - Vi smadrer ting med magneter

Man kan finde mange sjove magnet crusher videoer på YouTube, men vi manglede en video, hvor de fleste kan være med. For selv om det er virkelig sjovt at se ting blive smadret med magneter, der har en styrke på +300 kg., så er det et meget dyrt og voldsomt setup, hvor de færreste kan være med både sikkerhedsmæssigt og økonomisk. For når man smadrer ting med magneter, der ikke er fikseret (bare ganske rå), så smadrer magneterne også. Og der kommer både det farlige og økonomiske aspekt ind.

Derfor har vi lavet en magnetisk smadremaskine af 2 lidt mindre powermagneter: en Ø60 mm. pottemagnet og en 60x5 mm. rå powermagnet (begge af neodymium). Det tog os ca. 2 timer at bygge den maskine, du ser i videoen her.

Vi forsøger at smadre chips, tandpasta og æg i denne video, og vi viser dig både fejl og succeser, så du forhåbentlig kan komme skridtet videre ved at lære af vores fejl for at komme direkte videre til at smadre en masse ting med succes.

OBS! Husk sikkerhedsbriller og handsker. Vi glemte handsker i videoen, men det var bare dumt, for det kunne være gået rigtig galt undervejs. Også selv om vi er vant til at håndtere stærke magneter. Så begå ikke samme fejl som os!

Disse magneter og metalplader er forslag til hvis du vil bygge din egen Magnet Crusher:

Relaterede produkter - Magnet Crusher - Vi smadrer ting med magneter

Sådan har vi bygget vores magnet-smadremaskine

Vi har brugt følgende materialer:

  • Hårdt træ*
  • 9 stk. lange træskruer
  • 1 stk. Ø60 mm. pottemagnet
  • 1 stk. 60x5 mm. powermagnet
  • 1 stk. UHU max repair superlim

- og så nogle ting til at smadre.

* Vi valgte at tage til trælasten først for at finde ud af, hvad man kunne få af træ, der ikke var for dyrt, men som samtidig var hårdt træ, der kan holde til en del. Vi endte med at købe en lang træbjælke og save den i 5 stykker: et stykke til bunden på 50 cm. og 4 stykker på ca. 15 cm. hver til siderne (tror faktisk vi endte med 17 cm., men det er ikke så vigtigt - der skal bare være nogle sider til at forhindre magneterne i at ryge ud af smadremaskinen). Til "smadreklodserne" fik vi et stykke restetræ, som vi skar over i 2 dele, der passede i bredden til selve slidsken.

Mellemrummet i midten af slidsken er der af 2 årsager:

  1. For at kunne smadre lidt større ting, fordi der er bedre plads til at lægge noget på tværs af vores Magnet Crusher, og
  2. For at kunne se effekten bedre, end hvis slidsken var helt lukket.

Du vil også kunne se, at vores sider ikke følger bunden helt ud i enderne, men det var kun fordi bjælken ikke var længere, så der er ikke et større formål med dette mellemrum. Vores ønske var at lave selve bunden så lang som mulig for at teste magnetisme af fra flere afstande og for at gøre den mere sikker, hvis vi vil modificere den på sigt med større og vildere magneter. Så du kan sagtens bygge den med sider, der følger bunden helt til enden.

Som skruer har vi valgt ikke-magnetiske A2 skruer til træ med undersænket hoved for at få en flot afslutning og for kun at skulle forbore en smule, da vi byggede vores magnetiske smadremaskine. Det gør formentlig ikke en stor forskel, om du vælger magnetiske eller ikke-magnetiske skruer, da tiltrækningskraften er så stor mellem magneterne. Men vi ville være på den helt sikre side med fuld kontrol hele maskinen igennem. Så derfor valgte vi de ikke-magnetiske skruer. Og så valgte vi nogle på 5 cm. i længden for at være sikker på at ende med en stabil maskine, der ikke bare lige falder fra hinanden.

Skal det være vildere?

Hvis du ikke har noget imod at smadre selve magneterne i din Magnet Crusher, så behøver du ikke at bygge dem ind i klodser, som vi har gjort. Det gør dog "maskinen" nemmere at bruge i forhold til at magneterne ikke splintrer, samtidig med at de er nemmere at skille ad, efter man har smadret noget. Ulempen ved at bruge klodser er dog, at de giver en del modstand i forhold til kollision, så denne del kan du lave som du har lyst. Og hvis du vælger løse magneter (uden "smadreklodser"), så vælg firkantede magneter i stedet, så du kan skubbe dem mod hinanden mere kontrolleret end du kan med diskmagneter. Vi vil forsøge at modificere vores egen magnetiske smadremaskine ved at save noget af klodserne af i toppen for at få den til at blive vildere i tiltrækningskraft, men det kommer desværre ikke med på videoen. Så du er velkommen til at kontakte os, hvis vi skal give dig flere gode råd til at du kan bygge din egen.

Hvorfor vi ikke har brugt 2 pottemagneter

Du kan ikke bruge 2 stk. pottemagneter mod hinanden, da de har samme polretning, og de vil derfor frastøde hinanden. Det havde ellers været smart, fordi begge magneter så er beskyttet. Så hvis formålet er at bygge en Magnet Crusher og ikke en "frastødningsmaskine", er det meget vigtigt at have to tiltrækkende magneter.

Du kan sagtens bruge 2 stk. 60x5 mm. powermagneter mod hinanden, da det er rå magneter, der kan vendes begge veje (pottemagneter er omgivet af en stålpotte på den ene side). Og ellers kan du forsøge dig med en metalplade på den ene smadreklods i stedet for magnet mod magnet. Vi oplevede dog, at magnet mod metal ikke var så stabilt med ting som chipsposer, og at tiltrækningen nemt skete skævt, fordi magneter er monopolare mod metal. Så magnet mod metal vil sagtens kunne få dig i mål med at smadre ting - også æg og tandpasta. Men magnet mod magnet vil søge bedre mod midten af hinanden end magnet mod metal. Og derfor endte vi hurtigt med at modificere vores maskine til magnet vs. magnet.

Hvis du vil lime magnet og metal på din smadremaskine

Det er vigtigt at bruge den rette lim. Ikke al lim er god til metal. Og hvis du både skal bruge lim til metal og magneter, skal du vide, at det ikke er alle typer lim, der kan bruges på magneter. Vi anbefaler 2-komponent lim og UHU Max Repair superlim, hvor du undgår en kemisk reaktion med overophedning af magneten kortvarrigt, hvilket kan gøre magneten svag (eller fjerne magnetismen helt).

Hvis du vil lime din smadremaskine sammen og/eller magneterne fast på smadreklodser, kan du bruge samme UHU lim til begge dele. Men husk at lade limen tørre i mindst 48 timer og gerne 72 timer for at få det allerbedste resultat. Vi ved godt, at man bare gerne vil igang med at smadre noget, når man har bygget sin Magnet Crusher. Men så skal du overveje at bruge skruer i stedet.

Brug for flere tips & tricks til din Magnet Crusher?

Sig endelig til, hvis vi skal hjælpe dig med opbygning af en magnetisk smadremaskine. Vi vil meget gerne give dig gode råd til en magnet crusher - eller andre ting med magneter. Og ellers findes der helt sikkert også en masse andre videoer og DIYs på nettet med How to build a magnetic crusher.