Bestil hverdage før kl. 14 for dag-til-dag levering

Indtast søgeord for at søge...

Søger...

Øv! Der var ingen produkter, der matchede din søgning.

  1. Forside
  2. Magneter til Displates

Magneter til Displates

Plakater af metal er super smarte og vinder mere og mere indpas. En af de største leverandører i Europa af metalplakaterne er Displates. Vi har fået mange henvendelser omkring stærkere magneter, så vi har selv købt to til vores showroom (den ene naturligvis med Magneto på), og vi forstår godt hypen omkring Displates: det er virkelig god kvalitet i både print og materialer. Og så er de mere hårdføre end standardplakater, så levetiden er længere end næste fest, et møde med en kat eller andre ting, der kan true en papirplakats liv. Den slags slipper du stort set for, når plakaten er lavet af metal.

OBS! Vi går her i dybden med de forskellige udfordringer og løsningsforslag. Du kan derfor godt skimme teksten hurtigt og springe ned til den overskrift, der passer bedst som løsning til din plaket. Men vi anbefaler, at du lige bruger de cirka 5 minutter, det tager at læse hele FAQ'en, så du er bedst klædt på til at vælge den bedste løsning.

Stærkere magneter til Displates

Et af de områder, hvor folk måske ikke er helt tilfredse med metalplakaterne, er når det kommer til magneterne, der skal holde plakaterne oppe. Der kan være mange grunde til, at de medfølgende magneter ikke er stærke nok: f.eks. hvis de skal hænge et sted, hvor der ofte er træk eller vind, hvis der er rystelser fra tung trafik på vejen eller fra en metro, eller hvis væggen er lidt skæv. Så kan de medfølgende magneter godt komme til kort. Derudover er en udfordring også, at de ikke sidder så godt fast på ujævne flader som savsmuldstapet, hessian og alt den slags. Og derfor købte vi som sagt et par Displates selv for bedre at kunne vejlede herom.

Det anbefales, at du bruger minimum 2 magneter pr. metalplakat i øverste halvdel af plakaten; simpelthen fordi det er lettere at få dem til at hænge lige. Man kan godt nøjes med en enkelt magnet pr. plakat, men så vil den meget let kunne skubbes løs og komme til at hænge skævt, samtidig med at magneten skal være meget stærkere for at udligne vægten hele vejen rundt for metalpladen, og det kan give dig udfordringer med buler, når plakaten skal tages ned eller flyttes. Hvis man vil være ekstra sikker og både bruge livrem og seler, kan man også placere 2 ekstra magneter længere nede.

Sæt din Displate metalplakat op med stærkere magneter

Disse magneter har vi brugt til MEDIUM metalplakater:
Til størrelse M er vores favorit den undersænket pottemagnet Ø16 mm. (blandt venner også kaldet MAGZ-312-P med en styrke på næsten 7 kg.). 2 stk. af disse er en glimrende løsning, der giver både godt hold og god stabilitet i forhold til at få plakaten til at blive siddende samme sted, men samtidig med at man stadigvæk kan rykke rundt på plakaten og justere den rimelig nemt uden at skade metalpladen.

Disse magneter har vi brugt til LARGE metalplakater:
Hvis vi går en størrelse op til model L, går vi naturligvis også op i styrkebehov og derved magnetstørrelse. Med 2 stk. undersænkede pottemagneter str. Ø20 mm. (også kaldet MAGZ-314-P med en styrke på ca. 11 kg.) sidder plakaten godt og solidt på væggen. Og igen: du kan sagtens tilføje et par ekstra magneter i bunden, hvis du vil være ekstra sikker - det kan jo være, at plakaten skal kunne tåle lidt mere end bare alm. standard-parcelhus-behov.

Men min plakat er en anden størrelse... hvad gør jeg så? Jamen, hvis den er XL, så er den blot dobbelt størrelse af en L, og så skal du bruge dobbelt så meget styrke som til en LARGE plakat. Og hvis din plakat er S, så er den halv størrelse af en MEDIUM, og så skal du også bruge halv styrke. Vi får dog flest henvendelser på opgradering af magneter til mellem og store displates, så derfor har vi sat magneterne ind til disse, for at FAQ'en ikke bliver uendeligt lang.

Relaterede produkter - Magneter til Displates

Men hvad man ikke vil/kan/må bore i væggen?

Mange spørger ind til løsninger uden at skulle bore. Og det er heldigvis en smal sag at komme udenom, så ingen grund til panik.

Du skal blot bruge den rette tape eller lim!

Den nemmeste løsning er klart at lime magneter op på væggen med bondingtape - det kan sidde på alle slags rene flader lige fra savsmuldstapet og mursten til glas og træ. Og så sidder det bare fast næsten det samme, uden at du skal vente på et par dages tørretid. Dog skal du købe en hel rulle af det, så hvis du ikke har andet behov til opsætning end et par Displates, er dette en dyr løsning.

Den anden løsning er at bruge en superlim, der kan bruges til magneter. Vi anbefaler denne Max Repair Superlim fra UHU, der ikke ødelægger magnetismen (ret vigtig detalje). Her skal du blot være opmærksom på, at limen skal have 48 timer eller mere til at hærdne helt, før du kan hænge din metalplakat op på magneten. Til gengæld sidder det super godt fast og er en ret billig løsning uden at skulle bore.

I produktoversigten ovenfor har vi vist magneter, der kan bruges med skruer (undersænkede) eller med lim/tape (plane pottemagneter og gummimagneter).

Vi anbefaler ikke disse magneter

Du blev fra start af lovet, at vi har testet dette grundigt, og at vi gerne vil dele vores erfaringer med dig, så det inkluderer naturligvis også at fortælle om, hvad der ikke virker:

Vores limmagneter er desværre ikke den optimale løsning, da de er meget glatte. Det betyder, at man skal placere dem meget mere præcist, så kanten af metalrammen rammer ned på magneternes øverste kant, og en fejlmargin på blot 3 mm. kan desværre ses. Det kommer man udenom ved at vælge de stærke pottemagneter, hvor det ikke gør så meget, hvis "katten løber med målet", samtidig med at man nemt kan ændre plakatens placering med helt op til 10 cm., fordi pottemagneterne bare skal fange øverste halvdel af plakatens bagside. Derfor kan du komme ud for, at du skal bruge mange flere limmagneter for at komme i mål, og derfor bliver det hurtigt en både mere besværlig og en mere dyr løsning. Ved at vælge en magnet med metalpotte eller gummicoating, kommer du udenom dette.

Skal jeg vide mere om min Displate?

Mulighederne er mange og løsningerne lige så. Derfor har vi mange flere tricks i ærmet, hvis du har en udfordring, der er meget speciel. Og vi har rigtig mange forskellige magneter på lager, så derfor har vi også en løsning til dig, selv hvis du ikke måtte være overbevist om, at ovenstående forslag kan bruges til din metalplakat.

Tøv endelig ikke med at kontakte os - vi sidder klar i kundeservice alle hverdage i åbningstiden og kan hjælpe dig med magneter til Displates eller til noget andet smart.