"Hej Mia. Har du sådan nogle magneter som man kan magnetfiske med? Hvor der kan bindes en snor i enden af?"
Jeg fik denne besked fra Dennis, men udover at jeg kender ham, så var beskeden ikke så meget anderledes end de fleste andre beskeder omkring magnetfiskeri:
Hvad vil du fiske op med magneten?
For at kunne finde den rette magnet, skal vi altid vide lidt mere om, hvad man vil fiske:
- Småmønter
- Smykker
- Værktøj
- Våbendele
- Cykler
- Pengekasser
(Der er naturligvis mange flere muligheder, men dette er de mest efterspurgte ting, og vægtmæssigt spænder de bredt).
Så jeg spurgte Dennis, om han var ude i at bygge selv for at fange store ting, eller om det bare skulle være mere på hyggeniveau. Valget faldt på denne magnet: en Ø40 mm. med lukket krog.
Magneten virkede ikke
En uges tid senere skriver Dennis igen: magneten virker ikke. Den fangede kun en kapsel. Og den var heller ikke tung nok, da der var for meget opdrift i snoren, så den havde svært ved at gå til bunds i åen.
Der er 3 ting, der skal afdækkes i dette scenarie:
- Er snoren for tyk i forhold til magneten?
- Er snoren egnet til fiskeri?
- Var der overhoved noget magnetisk på bunden?
Snorens størrelse:
Det er vigtigt, at man køber en snor, der er dimensioneret til den magnet, man har anskaffet sig. En for tynd snor vil ikke kunne holde til trækket, når man skal hive tunge ting op fra bunden af åen, for så får man ikke så meget ud af den styrke, magneten har i trækkraft. En for tyk snor giver opdrift, fordi magnetens vægt skal passe sammen med snoren - neodymium magneter er nemlig ret små i forhold til deres styrke, og snoren må derfor ikke være så overdimensioneret, at den sætter retningen for, hvor (og hvor langt nede) du kan fiske.
Snorens beskaffenhed:
Det er også vigtigt, at man ikke bruger hvilken som helst slags snor. Den må ikke flyde ovenvande, og den må heller ikke optage for meget vand. Begge dele vil være en ulempe for dig, når du skal fiske. Så bedste råd er at tage din magnet med ned til en fiskeri-butik eller til en bådudstyrs-butik. De vil kunne guide dig.
Var bunden tom?
En kapsel afslørede, at magneten kunne tiltrække metal. Men betød det så, at magneten var for svag og ikke virkede til magnetfiskeri? Eller betød det, at der blot ikke lå noget magnetisk på bunden at fiske op?
Magnetfiskerens mareridt
Jeg var ikke selv med på fisketuren, så jeg kan ikke sige, om der lå nogle store ting på bunden af åen, som den bare ikke kunne fange, fordi den skulle bruge et meget kraftigere magnetfelt.
Men det er en magnet med en styrke på 55 kg.
Den bruges både til at fiske tabte værktøjskasser og iPhones* der ligger begravet i sand med. Så dens evner plejer at være upåklagelige.
MEN: enhver magnetfiskers mareridt er flere ture uden fangst. Og det gælder også dem med 600 kg. fiskeri-monstermagneter.
*Hvis du er nysgerrig over, hvorfor man dog vil fiske en iPhone op af vandet, så er det af forsikringshensyn. For at få dækket sin ødelagte mobiltelefon, skal man kunne bevise, at den rent faktisk er gået i stykker. Og det kræver, at man har telefonen i hånden - ikke liggende på bunden af åen eller stranden. Så en investering i en magnet og god tålmodighed er forskellen på at få refunderet mange tusinde kroner eller ej fra forsikringsselskabet.