Vi søger ny kreativ medarbejder - er det dig?
Vil du være 100-meter mester i content og have en anderledes hverdag?
Vi søger en frisk og struktureret medarbejder til vores kreative team, som har lyst til at have ansvaret for vores SoMe profil og er god til at levere content til web i form af tekst, grafik og videoer.
Det tager kun 7 minutter at læse, men vi vil gerne have dig til at blive lidt længere, så vi har indsat links undervejs til den nysgerrige jobsøgende med god tid.
Vi vil dog være ærlige fra start og fortælle, at det har noget med magneter at gøre...
100-meter mester: ja tak! Men magneter?!
Vi lover, at det ikke er kedeligt, hvis du er den rette profil.
Så hvis du ønsker et arbejde, hvor du skal bruge hovedet og være med til at lave cases, som giver dig mulighed for at lave en hulens masse content og opfinde den dybe tallerken mindst en gang om ugen, så synes vi, at du skal hænge på lidt endnu. For vi kan hjælpe dig med at blive 100-meter mester i content.
Det vigtigste er kundeservice
Det er vigtigt for os at yde den bedste service gennem hele købsfasen for alle vores kunder. Det betyder også, at vores kunder skal føle sig trykke ved det content, som vi leverer, når vi skal overbevise dem om, at vores stærke magneter er lige noget for dem. Derfor er det vigtigt, at du er omhyggelig og kvalitetsbevidst.
Lidt nysgerrig må du næsten være, for du er trods alt kommet hertil i opslaget. Men hvis du stadig tænker: "magneter?!", så kommer her 4 grunde til, at Magnetz er et fedt sted at arbejde:
- Mange aner ikke, at de kan løse en opgave med magneter, så der er masser at lave videoer og SEO omkring
- De fleste artikler om magneter er tørre og kedelige - vi vender bøtten og gør det sjovt og forståeligt
- Vi er alle autodidakte, og hele teamet brænder for hele kunderejsen, så der er god energi og hjælp at hente fra alle kollegaer
- Det er sjovere at kunne sige "jeg arbejder med magneter" end at arbejde hos et reklamebureau - anderledes ting giver street credit!
Du behøver ikke at brænde for magneter - det gjorde ingen af os andre fra start af. Men det hjælper at være nysgerrig. Og hvis du synes, at de 4 ovenstående punkter lyder interessante, så lover vi en sjov og anderledes hverdag.
Lagde du mærke til vores H2'ere og skift i teksten?
Det er ikke vigtigt for os, hvor gammel du er, eller hvilken uddannelse du har. Men du skal være dygtig og have erfaring med at udarbejde content. Så kæmpe high five, hvis du undervejs i teksten har tænkt over, hvor SEO-venligt dette stillingsopslag er opstillet, og hvor mange long-tail søgninger man ville kunne få ud af teksten med små ændringer.
Alt det andet omkring produkterne kan vi lære dig. Men selv om det er sjovt at smadre ting med magneter (sig det ikke til vores kunder - nu har vi gjort så meget ud af at fortælle dem siden 2007, at powermagneter ikke er legetøj, fordi de kan være farlige), så indebærer arbejdet mest af alt, at du skal hjælpe os med at opnå Rank Zero pladser på Google, og i samarbejde med det kreative team skal du udarbejde en masse content om, hvorfor magneter er så meget federe end gaffatape, elefantsnot og velcro.
Vi er ikke din nye familie - men vi er meget familiære
Vi kan ikke tilbyde dig at være din nye familie. Selv om vi er meget familiære og passer godt på hinanden, er det vigtigt, at der er tid til andet end arbejde, så:
- vi knokler sammen, når der er travlt,
- vi hygger sammen, når der ikke er travlt,
- og vi fejrer de små og store sejre sammen.
Men vi går som regel hjem inden kl. 17. Det er derfor vigtigt for os, at du er mødestabil og kan li' at gå på arbejde, samtidig med at du har noget andet end arbejde at gå op i.
Tæt samarbejde med Magnet-Mia
Vi har forskellige kælenavne hos Magnetz. De interne navne afslører vi først, hvis du bliver ansat hos os. Men vi har også nogle skøre navne hos kunderne, og chefen er bl.a. kendt som Magnet-Mia. Det er hende, du skal arbejde tæt sammen med, hvis du er rette match. For hun har alt for mange bolde i luften og har brug for, at nogen hjælper med at gribe dem, så hun ikke hele tiden er bagstopper på projekterne.
Du skal derfor synes, at det er sjovt og udviklende, at temaet for et morgenmøde er "hvordan løser vi denne case med magneter for en kunde", samtidig med at chefen siger "super videomateriale til SoMe, hvis vi samtidig laver dette skøre twist".
>> Kundeservice hjælper med kontakten til kunden...
>> Lagerchefen hjælper med at bygge det, der skal bygges...
>> Chefen hjælper med rammer og budgetter...
Er det dig, som hjælper os i mål med at udarbejde SEO-tekster, optager videoer og lægger planer for SoMe content?
Vi arbejder efter devisen ”frihed under ansvar”, og du kan langt hen ad vejen styre din egen hverdag. Men du står aldrig alene: vi hjælpes alle ad, og ingen er for fine til noget.
Fladt er godt - meget fladt er meget godt
Firmaet er bygget op omkring en flad struktur, så du må ikke være afskrækket af, at der er kort fra tanke til handling. For chefen brænder for de samme ting, du skal lave i det daglige, og vi kan derfor tilbyde en hverdag, hvor det går stærkt, og vi får udrettet en masse ting, hvor man skal bruge sin "kreative værktøjskasse" hele tiden.
Vi har allerede en teamleder i det kreative team, men hun er på barsel. Så vi leder ikke efter en ny teamleder; men efter en teamplayer, som kan arbejde selvstændigt og struktureret med meget ansvar fra start.
Sådan kan din arbejdsdag se ud
Der er ikke mange dage, som er helt ens i vores virksomhed, fordi vi aldrig bliver færdige med at finde ud af, hvad magneter kan. Og du skal derfor være klar på at udfordre dig selv (selv en specialist kan ikke vide alt).
En typisk arbejdsuge vil dog se sådan her ud:
- Korte morgenmøder om dagens planer
- Udarbejdelse af content-plan for dagen/ugen
- Opdatering af varekort i samarbejde med kundeservice
- Udarbejdelse af SEO-optimerede landingssider vedr. nye cases
- Optagelse af videoer med produkterne i fokus
- Udarbejdelse af nyhedsbreve og SoMe-indhold ud fra ovenstående content
- Overblik over og afhjælpning af 0-søgninger
- Oprettelse af redirects for 404-sider
- Optimering af "døde landingssider"
Du vil også skulle oprette nye varer, men inden for magneternes verden kommer der ikke nye kollektioner hele tiden. Så det er ikke en typisk opgave - men det er stadig noget, der skal gøres. Og vi lover, at det ikke er en kedelig opgave.
Men er der så ingen kedelige opgaver?
Selvfølgelig kommer man ud for, at der er kedelige opgaver med en masse gentagelser.
F.eks. hvis der skal flyttes en masse landingssider, laves mange redirects, sendes opgaver videre til konsulenter og oversættere eller tilføjes en bestemt tekst til en hel varegruppe. Men igen er du ikke alene - vi hjælper hinanden. Og så sætter vi noget musik på og gør arbejdet til mere end "bare tastearbejde".
Som en sidenote: det hjælper, at du kan li' hip-hop musik, når du skal arbejde sammen med chefen, for hun arbejder bedst med et rap-beat i baggrunden.
Kvalifikationer
Vi samler ikke på ansatte med snorlige CV'er - vi samler på gode kollegaer, som vi kan stole på og danne en god relation til. Og i øvrigt findes der ikke en "magnet-uddannelse".
Derfor er disse punkter nogle af dem, vi sætter allermest pris på, når vi skal finde vores nye kollega:
- Du er mødestabil, ansvarsbevidst og lægger en stolthed i dit arbejde
- Du arbejder selvstændigt og struktureret
- Du er ordentlig og omhyggelig, både når du arbejder alene og sammen med andre
- Du har erfaring med SEO og SoMe content fra tidligere (gerne fra webshop, men det er ikke et krav)
- Du kan håndtere mange bolde i luften på samme tid uden at miste overblikket
- Du har en logistisk tankegang og motiveres af optimering
- Du skriver og taler flydende dansk
- Du er vant til at håndtere computersystemer
- Du er en teamplayer med empati for dine kollegaer
Det er et plus, hvis du også kan forstå lidt engelsk, svensk og norsk på skrift, da vi også driver webshops i Sverige, Norge og EU (engelsk). Men du vil primært have ansvaret for den danske webshop.
Hvem er vi?
Magnetz og Magnordic ApS er en international familievirksomhed i vækst, og vi har solgt magneter af høj kvalitet siden 2007. Vi driver 5 webshops fra vores lokaler i Filmbyen i Hvidovre, og vi er et lille team med en uformel og humoristisk tilgang til dagligdagens opgaver. Vores hovedfokus er magneterne, men vi har også en webshop med badedyr... jep, du læste helt rigtigt: magneter OG badedyr. Men det kan vi sætte dig mere ind i, hvis du kommer ud til en samtale hos os (også om den udendørs pool, vi har adgang til lige rundt om hjørnet).
Nu bliver det teknisk... men ikke kedeligt!
Vi lever af at sælge stærke magneter til private og erhvervskunder, og en stor del af hverdagen går med rådgivning af kunder vedr. deres magnetprojekter. Diskression er en nødvendighed, da vi hjælper med udvikling af mange store projekter, hvor magnet-delen er en stor del af hemmeligheden bag successen. Så du behøver ikke at vide en hel del om magneter i forvejen, men du får mulighed for at være med i idéprocessen på en masse spændende projekter. Og du vil blive overrasket over, hvor mange store virksomheder, vi leverer magneter til - og ikke mindst hvor meget magneter kan bruges til.
Vi arbejder med Shoporama som shopplatform, Mailchimp til nyhedsbreve, Windows som styresystem samt Adobe og iMovie til grafik og videoredigering. Du modtager naturligvis den nødvendige oplæring i alle de programmer, som vi bruger i det daglige, men vi forventer, at du som minimum er vant til at bruge Office-pakken og Adobe-pakken.
Der er oprettet profiler på Facebook, Instagram og Youtube, hvorfor det er vigtigt, at du har erfaring med at bruge disse kanaler. Du vil dog løbende blive tilbudt kurser, og vi har et stort online og offline bibliotek med bøger og mentor-forløb, så du har mulighed for at avancere.
Løn: efter kvalifikationer.
Interesseret i en spændende hverdag?
Det blev langt. Men det er vigtigt for os at finde den rette. Så hvis du har fanget dig selv i at nikke undervejs i læsningen af vores stilingsopslag, fordi det er "lige dig", så glæder vi os til at høre fra dig.
Vi behøver ikke en lang ansøgning fra dig. En video kan også gøre tricket. Send det, der giver os det bedste indtryk af dig, til job@magnetz.dk med teksten ”Jeg er jeres nye kreative medarbejder” i emnefeltet.
Ansøgningsfristen er d. 1. juni 2021. Men vi indkalder løbende kandidater til samtale, så tøv ikke med at søge stillingen. Vi ønsker opstart hurtigst muligt.
Vi håber, at du er vores næste kollega, og vi glæder os til at høre fra dig!